Skjult Reklame? Danske Bank, PengeBy.dk, Anders And Blad.

by Conduct

Danske Bank annoncerer for websitet PengeBy.dk i et Anders And blad, uden tydelig afsender fra Danske Bank. Nyheden drejer sig hurtigt om skjulte reklamer og om hvorvidt Danske Bank overtræder markedsføringslovens paragraf 4 og 8 som omhandler udformning af reklamer så de fremstår som reklamer og markedsføring overfor børn.

Årsagen er en konkret annonce i Anders And bladet hvor Danske Bank bruger deres farve og font, men ikke deres logo.

Problemet er nu mere med selve spillet, som heller ikke kan afkodes som værende fra Danske Bank. Hvad med noget transparens og ganske almindelig anstændighed fra Danske Bank? Hvorfor bliver det altid en diskussion om lovgivningen når enhver, med det blotte øje, kan se at Danske Bank kun gør dette for at skaffe fremtidig brandpræference fra uskyldige børn?

Danske Bank, I rammer et nyt lavpunkt og burde gå tilbage til at “gøre det I er bedst til”. Ikke lave børnespil på internettet. Og slet ikke uden tydelig afsender. I nævner selv at en af jeres kerneværdier er “Ordentlighed – i forretningsadfærd og som en del af samfundet.”

Endnu værre går det når man besøger PengeBy.dk på nettet. Ingen tydelig Danske Bank font eller farve. Intet tydeligt Danske Bank logo. Intet der viser at dette er et børsnoteret selskab, der lever af at håndtere penge, som vil “undervise” børn i økonomi. Iøvrigt finder jeg det bekymrende at Danske Bank skal gøre det og ikke vores skolesystem.

Man skal derfor gå ind under “Til forældre” eller “Til lærere” oppe i højre hjørne og her skal man helt ind under “Baggrund for projektet” for at se Danske Bank navnet nævnt med følgende ordlyd:

“Pengeby.dk er første del af Danske Bank program for finansiel forståelse og investering i uddannelse. Universet er specielt rettet mod de 5-9 årige, og hensigten er at give dem en god basisforståelse for, hvad penge er, hvordan de kan prioritere, spare op osv., så de på sigt lærer at styre deres egen privatøkonomi.”

Danske Bank. I er på det helt forkerte spor, overtrædelse af paragraffer i markedsføringsloven eller ej.

Se at få sat en tydelig afsender på PengeBy.dk og dermed giv børn og forældre frit valg til at vælge om de vil afgive deres email adresse til jer og dermed risikere kommunikation rettet mod dem fra Danske Bank.

“Gør det du er bedst til, det gør vi.”

Andre steder der omtaler Pengeby.dk og Danske Bank:

Danske Bank om PengeBy.dk

MediaWatch om Danske Bank og PengeBy.dk

TV2 Finans om Danske Bank og PengeBy.dk