Denne historie er fra Belgien og skrevet af Tim Van Damme. Hele hans blogpost, på engelsk, kan læses på Maxvoltar: The Broken Watch.

Her er min oversættelse:

En mands ur holdt op med at gå og hans kone tager det til den lokale guldsmed. Guldsmeden fortæller konen at uret er i stykker og at hun skal købe et nyt. Konen går hjem med et katalog af ure til manden. Da hun kommer hjem skifter manden batteriet i uret og pludselig virker det igen. Manden skriver på Twitter:

“Juwelier [censureret] i Tienen is een schurk: zegt tegen Ingrid dat horloge stuk er, Terwijl ik ze thuis “repareer” met nieuwe Batterij. ”

Oversat:

“Guldsmed [censureret] i Tienen er en bedrager: Fortæller Ingrid [hustruen] at uret er i stykker, mens jeg kan “reparere” det derhjemme ved at sætte et nyt batteri i.”

Tweet’et bliver indekseret af Google, guldsmeden opdager at tweet’et er nummer tre resultat da han søger på Juwelier [censureret]. Guldsmeden melder manden til politiet. Manden får en meddelelse fra politiet om at fjerne sit tweet eller juridiske skridt vil blive taget. Manden forsøger at kontakte guldsmeden direkte, men guldsmeden afviser enhver form for kontakt. Manden fjerner så tweet’et og skriver i stedet en uddybende blogpost om situationen uden angivelse af guldsmedens navn.

Og så eskalerer situationen.

Nærmest samtlige belgiske Twitterbrugere begynder at tweete om historien, mange uden at censurere guldsmedens navn. De belgiske medier følger Twitter meget tæt og inden for én dag, er historien blevet nævnt på alle større belgiske avis hjemmesider.

Jeg tror, det er et perfekt eksempel på “den gamle måde” at drive forretning på og at folk ikke kan forstå, at selv så ungt som internettet er, har det mere magt end nogen af os kan forestille sig. Hvad guldsmeden skulle have gjort, var at kontakte den utilfredse kunde og taler om det mano-a-mano. Med en simpel undskyldning, kunne alt dette have være ordnet mellem de to parter.

Nu læser alle i Belgien nyhederne om uret der ikke fejlede noget og guldsmeden der fejlede.

Dette kaldes også for The Streisand Effect.

Forbrugeren kan altid komme af med sine oplevelser og alle andre forbrugere kan se disse oplevelser. Genudgive dem. Kommentere på dem. Det kan ikke stoppes.

Så det bedste råd herfra er at gå i dialog med dine kunder. Tilfredse som utilfredse. Intet kan i virkeligheden slettes når det først har været udgivet på internettet.

Markets Are Conversations. Always was. Always will.

Update: LabConfidential har også skrevet om Streisand-effekten: Når internettet ikke vil tie med endnu flere eksempler.

Årsagen er en konkret annonce i Anders And bladet hvor Danske Bank bruger deres farve og font, men ikke deres logo.

Problemet er nu mere med selve spillet, som heller ikke kan afkodes som værende fra Danske Bank. Hvad med noget transparens og ganske almindelig anstændighed fra Danske Bank? Hvorfor bliver det altid en diskussion om lovgivningen når enhver, med det blotte øje, kan se at Danske Bank kun gør dette for at skaffe fremtidig brandpræference fra uskyldige børn?

Danske Bank, I rammer et nyt lavpunkt og burde gå tilbage til at “gøre det I er bedst til”. Ikke lave børnespil på internettet. Og slet ikke uden tydelig afsender. I nævner selv at en af jeres kerneværdier er “Ordentlighed – i forretningsadfærd og som en del af samfundet.”

Endnu værre går det når man besøger PengeBy.dk på nettet. Ingen tydelig Danske Bank font eller farve. Intet tydeligt Danske Bank logo. Intet der viser at dette er et børsnoteret selskab, der lever af at håndtere penge, som vil “undervise” børn i økonomi. Iøvrigt finder jeg det bekymrende at Danske Bank skal gøre det og ikke vores skolesystem.

Man skal derfor gå ind under “Til forældre” eller “Til lærere” oppe i højre hjørne og her skal man helt ind under “Baggrund for projektet” for at se Danske Bank navnet nævnt med følgende ordlyd:

“Pengeby.dk er første del af Danske Bank program for finansiel forståelse og investering i uddannelse. Universet er specielt rettet mod de 5-9 årige, og hensigten er at give dem en god basisforståelse for, hvad penge er, hvordan de kan prioritere, spare op osv., så de på sigt lærer at styre deres egen privatøkonomi.”

Danske Bank. I er på det helt forkerte spor, overtrædelse af paragraffer i markedsføringsloven eller ej.

Se at få sat en tydelig afsender på PengeBy.dk og dermed giv børn og forældre frit valg til at vælge om de vil afgive deres email adresse til jer og dermed risikere kommunikation rettet mod dem fra Danske Bank.

“Gør det du er bedst til, det gør vi.”

Andre steder der omtaler Pengeby.dk og Danske Bank:

Danske Bank om PengeBy.dk

MediaWatch om Danske Bank og PengeBy.dk

TV2 Finans om Danske Bank og PengeBy.dk

Man kan da ikke placere en annonce for et flyselskab på siden før en artikel om døde piloter. Kunne den ikke være placeret lidt bedre. Eller endnu bedre, udskudt en dag? Hvem har lagt den “dummy”. Det må da kunne have været undgået?

Det er klart eksempel på at mediet ikke har særlig respekt for annoncør eller forbruger. Hvis de havde det ville de have fokus på relevans og ville nøje overveje, hvilke annoncer de placerede, hvor.

Det er også et eksempel på hvorfor printannoncering har nogle alvorlige udfordringer. Hvis annoncer ikke relevante og placeret korrekt kan de nemt ødelægge alt det gode man gerne ville skabe.

Hvad synes du?

Hvorfor kommunikerer de ikke helt åbent ud hvad der er sket? Forbrugerne vil nok gerne have noget information.

Det er jo en sand skandale og at regningerne er blevet opkrævet af TDC, via telefonregningen, gør det kun endnu værre. Men hvor er TDC og De Gule Sider i kommunikationen? De Gule Sider’s side for pressemeddelelser melder ingenting. En søgning hos TDC kommer ligeledes op med ingenting om De Gule Sider og TDC.

Dette er præcis hvad der ikke må ske.

Store selskaber der tier tingene ihjel så den lille forbruger eller erhvervsdrivende ikke kan finde informationer. Selv efter efter en TV-udsendelse på DR og en artikel på Kontant’s hjemmeside: “De Gule Sider fortsætter – TDC stopper samarbejdet” er der intet at finde.

De Gule Sider og TDC må i arbejdstøjet og melde klart og tydeligt ud på deres hjemmesider. Forklare forbrugeren hvorfor det er sket og hvad de vil gøre for at hjælpe dem som er kommet i klemme.

Det mest pinlige i hele denne sag er dog at De Gule Sider netop rådgiver deres kunder mod at passe på fupforlag og det gøres med logoer og links til Håndværksrådet og FDIM’s god skik.

Jeg håber at De Gule Sider, TDC, FDIM og Håndværksrådet kan se at dette kræver noget kommunikation, forbrugerrespekt og gennemsigtighed. Nu.

Practice what you preach.

NB. Jeg sendte en i dag, kl. 12.04, en mail til “DGS Presse”, presse@dgs.dk, Søren Holritzer med uddybende spørgsmål. I skrivende stund kl. 17.30 har jeg endnu intet hørt. Så velkommen på internettet.